Ta-daa udtaler sig til Garant om boligindretning - Ta-Daa
1364
post-template-default,single,single-post,postid-1364,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.4,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.7,vc_responsive

Ta-daa udtaler sig til Garant om boligindretning

1. Hvordan vil du beskrive din indretningsstil?
Enkelt, men med skæve ting, som siger TA-DAA! for mig.
I vores hjem er det vigtigt for mig, at der er rene linjer og orden. Jeg kan godt leve med, at der er støvet, men jeg trives ikke i rod. Vi bor klassisk og enkelt med farver, som går igennem hele vores bolig. Men jeg elsker lidt skæve ting såsom neonskilte, provokerende kunst og messingkuber, som jeg selv har tegnet og får produceret i messing.
Jeg bliver aldrig færdig med at lave om i vores hjem. Det er altid i proces og udvikling – alt efter hvad der rører sig… ’’Stakkels min mand’’

2. Hvor finder du ny inspiration til boligindretningen?
Jeg køber mig fattig i magasiner, går på boligmesser og tager kurser. Jeg finder også meget inspiration på pinterest, men den største inspiration for mig er, når vi rejser.
Her tager vi altid på kunstudstillinger og små gallerier. Det er her, jeg bliver inspireret til at udvikle ting selv, som ingen andre har i deres bolig.

3. Hvilket rum er du mest tilfreds med ift. indretning af din egen bolig? Vi har et meget lille køkken. Men vi fik det indrettet med respekt for vores hus og selve rummet.
Vores køkken helt hvidt, enkelt, nærmest kedeligt, men det var det, der skulle til, når rummet ikke var så stort. Senere kom der kunst på væggene og gamle lerpotter på bordene, så udtrykket fik lidt kant.

4. Hvad er dit hidtil bedste DIY-projekt (hvis du har lavet et)
Helt klart indretningen af kontorlokalerne for Skinetworks i indre by i København. Det har været en fantastisk opgave og dejligt, at jeg kom på så tidligt i processen, Jeg var så heldig at få lov at vælge ALT. Lige fra fliser, gulvbelægning, køkken, badeværelser, maling, stuk, loftbelysning mm.
Mit valg af køkken blev et mørkbejset køkken med sorte marmorbordplader og industrielle lamper.
På badeværelserne valgte vi en grå flise og amaturer i messing. Mit valg faldt på VOLA, da jeg synes, det er et smukt og tidløst design. Gulvene blev lagt i sildebensmønster på badeværelserne og i mødelokalerne egetræspaket – også i sildeben. Super konservativt og står smukt sammen med de gamle stukke, som vi fik restaureret af en stukkatør.
Jeg gik ud fra en farveskala, som bestod af kolde og varme farver (petroleumsblå, bordeaux rød, grå og flaskegrøn). Farverne blev kombineret med mørkbejset træ, for at opnå en varm kontrast til det hele.
Møbler og alt inventar har jeg holdt i samme farvetone, så der er en rød tråd gennem hele kontoret.

5. Hvad er dit/dine bedste indretningstip/-s?
Find ting, som siger TA-DAA for dig. Skøre og skæve ting skaber personlighed og fortæller en historie. Tænk ikke over, om tingene matcher. Hvis du elsker noget, så vil det passe ind. Brug en farveskala med 2 til 3 farver som går igen gennem din bolig. Det skaber sammenhæng og ro i din hverdag. Og køb kunst! Det kan være alle former for kunst: Malerier, plakater, fotokunst, neonskilte, messingkuber, skateboard mm. Kunst kan alt det, som typisk mangler i en bolig.

https://www.garant.nu/inspiration-til-boligindretning