Totalrenovering af to-etagers lejlighed på Holmen
Et skønt par skulle hjem fra udlandet og tilbage til rødderne – tilbage til smukke København.
De forelskede sig i en lejlighed på Holmen, men ikke i indretningen eller materialevalget. De ønskede et hjem, der i langt højere grad var designet til dem. Et hjem, hvor der ikke skulle gås på kompromis. Og det gjorde vi heller ikke på nogen måder!
Nogle gange handler et projekt om kompromisets kunst. Men ikke her. Her handlede det om at skabe kunst, wow-effekt og de helt rigtige løsninger – uden at gå på kompromis. Mit første udkast blev faktisk det endelige resultat. Allerede fra begyndelsen stod det klart, hvad lejligheden kunne blive til.
På første sal blev der åbnet op, så parret fik et stort, eksklusivt badeværelse, masser af luft og et fantastisk vue gennem hele etagen, når de nye døre står åbne. Men for at nå dertil skulle lejligheden have den helt store tur.
Alt blev revet ud. Vi startede helt forfra – og det gjaldt også den eksisterende jern- og ståltrappe. Den blev fjernet og erstattet af en ny trappe, som jeg designede i samarbejde med trappefirmaet, og tænkte et vin skab med ind under trappen.
En totalrenovering handler ikke kun om det, man kan se. Der blev lagt nye Dinesen-planker i hele lejligheden med ekstra lydisolering under gulvene. For parret skulle selvfølgelig kunne leve, spille musik og nyde deres hjem uden at skulle bekymre sig om naboerne.
Der blev også arbejdet grundigt med akustikken i selve lejligheden. Alle lofter på begge etager blev lydisoleret, så komforten og lydoplevelsen er tænkt ind i hele boligen. Og selv de detaljer, man måske først lægger mærke til, når man bruger hjemmet, er valgt med omhu. Alt el er udført med de lækreste komponenter, så også de funktionelle elementer er en integreret del af det samlede design.
En ny trappe som samlingspunkt
Den nye trappe, som jeg designede i samarbejde med trappefirmaet, er i dag blevet et naturligt samlingspunkt i lejligheden og binder de to etager smukt sammen i det store rum med den fantastiske udsigt.
Vinrum under trappen
Under den nye trappe fik jeg idéen til at skabe et specialdesignet vinrum. Jeg tegnede løsningen, og min fantastiske dygtige snedker fra Frederiksberg stod for udførelsen. Det var på ingen måde en nem opgave. For design er én ting – teknik er noget helt andet. Et vinrum kræver den rette temperatur, og udfordringen var at skabe køling uden blot at kunne lede den varme luft ud et andet sted. Men vi fandt en holdbar teknisk løsning, som samtidig kunne integreres smukt i designet. Og det er præcis dét, jeg elsker ved den slags projekter: Når funktion, teknik og æstetik skal gå op i en højere enhed.
Et køkken designet til hjemmet
Jeg tegnede også køkkenet, som min dygtigste samarbejdspartner/snedker stod for at udføre. Min snedker har desuden stået for alt det øvrige inventar i lejligheden – alt sammen ud fra mine tegninger og designs.
Her er hver eneste detalje gennemtænkt. Intet er tilfældigt, og der er ikke sparet på løsningerne. I alle klædeskabene er der integreret lys, som automatisk tænder, når skabet åbnes. En lille detalje, som gør en stor forskel i hverdagen.
Alle fronterne er specialdesignet. Det er faktisk en front, jeg oprindeligt tegnede og designede til mig selv – men kunderne først.
Jeg er simpelthen helt igennem tilfreds med resultatet.
Badeværelser med wow-effekt
Badeværelserne skulle selvfølgelig også være noget særligt. De skulle skille sig ud og samtidig føles som en naturlig del af resten af lejligheden. Derfor har materialevalget været helt afgørende. Jeg synes, det er lykkedes at skabe en løsning, hvor materialerne spiller sammen med resten af boligen og samtidig giver badeværelserne deres helt eget udtryk. Specialdesignede spejle, fletgulv og de fineste fliser på væggene skaber tilsammen et eksklusivt og personligt rum – med wow-effekt, men stadig med en ro, der går igen i hele boligen.
Fra 0 til 100
Det her projekt har været en kæmpe fornøjelse og en fantastisk udfordring. Vi tog lejligheden fra 0 til 100. Fra en bolig, der ikke føltes som deres, til et hjem, der er skabt ned til mindste detalje omkring dem, deres behov og deres måde at leve på. Jeg kan kun sige én ting: Kæmpe tak for en fed udfordring. Jeg elsker alt ved resultatet.






































































